Sårbarhedsdashboardet: En styrkelse af modstandsdygtigheden over for katastrofer i hele Den Europæiske Union

Find ud af, hvordan datadrevet indsigt og lokale tiltag styrker modstandsdygtigheden over for katastrofer i hele Den Europæiske Union ved hjælp af det interaktive territoriale sårbarhedsdashboard og det inspirerende oversigtskort.

© maribom/ Adobe stock.com

På denne side

Det Europæiske Regionsudvalg (RU) og Kommissionens Fælles Forskningscenter (JRC) er gået sammen om at styrke de lokale og regionale myndigheders modstandsdygtighed over for katastrofer og sikre, at lokalsamfundene forberedes bedre på udfordringerne i forbindelse med klimaændringer og ekstreme vejrforhold såsom oversvømmelser, naturbrande og hedebølger. 

Sårbarhedsdashboardet er et innovativt og interaktivt værktøj, som RU har anmodet om, og som JRC har udviklet med det formål at forstå, måle og overvåge de europæiske lokalområders sårbarhed over for katastrofer. Ved at analysere indikatorer på tværs af fem dimensioner (sociale, økonomiske, politiske, miljømæssige og fysiske) giver dette værktøj informationer ned til NUTS3 -niveau og måler risici over tid. Dette datadrevne instrument er vigtigt for de politiske beslutningstagere, da det sætter dem i stand til at træffe informerede beslutninger, der kan øge modstandsdygtigheden over for katastrofer i deres lokalsamfund. 

Oversigten "Success Stories of Investing in Disaster Resilience" indeholder fem inspirerende casestudier, der fremhæver, hvordan lokale og regionale myndigheder i hele Europa effektivt investerer i modstandsdygtighed over for katastrofer, med udgangspunkt i RU's publikation "Local and regional success stories of investing in disaster resilience". 

Disse projekter illustrerer den vigtige synergi mellem videnskab og politik og viser, hvordan datadrevet indsigt kan forbedre beslutningsprocesserne. Ved at samle empirisk dokumentation og reelle lokale erfaringer fungerer oversigtskortet som et effektivt værktøj, der kan inspirere til tiltag, der afbøder risici og fremmer modstandsdygtighed i hele Den Europæiske Union.