RU's formand
Kata Tüttő kommer fra Ungarn, hvor hun har arbejdet som politiker, økonom og offentligt ansat. Hun har over tyve års erfaring inden for lokalforvaltning, europæisk politikudformning og bæredygtighed i byerne. Fra februar 2025 og indtil sommeren 2027 er hun formand for Det Europæiske Regionsudvalg (RU), som repræsenterer lokale og regionale myndigheder fra hele Europa. Kata Tüttő fokuserer som RU's formand på at styrke byernes og regionernes rolle i udformningen af EU's fremtid samt den sociale, økonomiske og territoriale samhørighed. Hun fortsætter samtidig som medlem af byrådet i Budapest.
RU's plenarforsamling vælger sin formand og første næstformand for to og et halvt år ad gangen. Formanden repræsenterer udvalget og leder dets arbejde. Hvis formanden er fraværende eller forhindret, påtager første næstformand eller en anden næstformand sig formandens opgaver.
Mød Kata Tüttő
Kata Tüttő var viceborgmester i Budapest fra 2019-2024, hvor hun havde ansvar for klimatilpasning, affaldshåndtering og vandforvaltning, offentlig transport og forsyningstjenester. Hun havde en afgørende andel i at gøre Budapest mere bæredygtig og modstandsdygtig og bakkede op om grønne investeringer og inklusiv byudvikling. I øjeblikket er hun formand for bestyrelsen i Budapests vandværk og Budapests spildevandsværk, som begge er statsejede virksomheder.
Kata Tüttő har længe været klimafortaler og i den egenskab også formand for RU's Underudvalg for Miljø, Klimaforandring og Energi (ENVE) og ordfører for vigtige udtalelser om den europæiske grønne pagt, borgmesterpagten, klima og ligestilling mellem kønnene, den cirkulære økonomi og energifattigdom. Hun har repræsenteret RU på globale klimatopmøder, bl.a. FN's klimakonferencer (COP27 og COP28). Kata Tüttő har desuden siden 2022 repræsenteret det ungarske socialistparti (MSZP) som en del af PES-formandskabet og er bestyrelsesmedlem i Det Progressive Forbund.
Hun har en universitetsgrad i økonomi, internationale forbindelser og finansiering fra flere ungarske universiteter. Ud over politik er hun meget interesseret i cykling, vandring, ridning og naturfotografi. Hun er stolt mor til to og har viet sit liv til at sikre den næste generation en grønnere og mere inklusiv fremtid.