Vores arbejde

Det Europæiske Regionsudvalg (RU) indgår i flere faser af EU's lovgivningsproces. RU's underudvalg udarbejder forslag til udtalelser om EU's lovgivningsforslag, og medlemmerne mødes på plenarforsamlingen for at stemme om og vedtage disse udtalelser.

RU arbejder også tæt sammen med nationale, regionale og lokale myndigheder, som de fungerer som talerør for, og fremmer den politiske debat, ikke kun i Bruxelles, men også i EU's regioner og byer uden for Europa og på nettet.​

På denne side

​Hensigtserklæring

Vores politiske virksomhed bygger på den overbevisning, at samarbejde mellem det europæiske, nationale, regionale og lokale niveau er nødvendigt for at opbygge en stadig mere integreret og solidarisk union mellem Europas folk og for at imødegå globaliseringens udfordringer.

Hvordan arbejder RU?

RU består af 329 medlemmer og 329 suppleanter fra alle EU-landene. De enkelte nationale regeringer foreslår sine regionale og lokale repræsentanter (medlemmer og suppleanter) – de nationale delegationer. RU's medlemmer har en mandatperiode på fem år, der starter den dato, hvor de officielt bliver udnævnt af Rådet.

Seks underudvalg, som omfatter medlemmer, og som hver dækker et antal politikområder, analyserer de lovgivningsmæssige tekster, der er forberedt af Kommissionen, og udarbejder udtalelser, som derpå debatteres og vedtages på RU's plenarforsamlinger.

Efter hver periode på to et halvt år vælger forsamlingen RU's formand og første næstformand. Formanden repræsenterer udvalget og leder dets arbejde. Hvis formanden er fraværende eller forhindret i at deltage, afløses vedkommende af første næstformand eller en af de andre næstformænd.

Hvilke typer lovgivning debatteres?

Kommissionen og Rådet for Den Europæiske Union er forpligtede til at høre RU om alle forslag, der vedrører områder, der har konsekvenser for det regionale eller det lokale niveau: økonomisk, social og territorial samhørighed, strukturfonde, Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, beskæftigelse og sociale anliggender, uddannelse, ungdom, erhvervsuddannelse, kultur og sport, miljø, energi og klimaforandringer, transport, transeuropæiske net og folkesundhed.

Uden for disse områder har Kommissionen, Rådet og Europa-Parlamentet mulighed for at høre RU.

RU vedtager anbefalinger om forslag til EU-lovgivning og kommer endvidere med forslag til nye politikker på grundlag af lokale og regionale erfaringer og ekspertise. Udvalget kan tillige foreslå ny lovgivning og sætte nye emner på EU's dagsorden.

RU's rolle blev anerkendt og styrket med Lissabontraktaten i 2009. RU skal høres i alle faser af EU's lovgivningsproces og kan indbringe EU-lovgivning for Domstolen, hvis udvalget mener, at man har tilsidesat dets institutionelle rettigheder eller forbigået de nationale, regionale og lokale myndigheder. Dette betyder, at RU's forbindelser med Kommissionen, Europa-Parlamentet og Rådet er blevet styrket.

Fremme af dialog og det grænseoverskridende samarbejde

RU arrangerer høri​nger for at få input fra lokale og regionale myndigheder, eksperter og andre interessenter, så de kan bidrage til de udtalelser, vores RU-medlemmer foreslår til vedtagelse på EU‑plan.

Interregionale grupper er særlige interessegrupper bestående af medlemmer, der mødes for at drøfte spørgsmål på lokalt/regionalt niveau eller til tider på tværs af landegrænser.

RU koordinerer også netværk, som giver regioner og byer mulighed for at udveksle bedste praksis, både på europæisk plan og uden for Europas grænser. Østpartnerskabet (CORLEAP) og Den Regionale og Lokale Euro-Middelhavs-Forsamling (ARLEM) er eksempler på RU's indsats på området for EU's naboskabspolitik. 

Yderligere samarbejde på tværs af grænserne omfatter: 

Overvågning, analyse og forskningsaktiviteter

Sidst, men ikke mindst, har RU til opgave at: 

  • sikre, at alle myndighedsniveauer er involverede, og at EU's lovgivning gennemføres ordentligt på lokalt og regionalt niveau
  • vurdere den potentielle virkning af EU's lovgivningsforslag på lokalt plan
  • opfordre til decentralisering og styrket partnerskab for effektiv politikudformning i EU
  • supplere sin strategiske planlægning ved at forsøge at foregribe fremtidige udfordringer og muligheder, hvilket igen kan være en hjælp i forbindelse med en igangværende beslutningsproces​

Dokumenter