Initiativet
Den europæiske klimapagt spiller en afgørende rolle for en fuld gennemførelse af den europæiske grønne pagt. Den søger at skabe en åben og inklusiv platform for inddragelse af borgere og lokalsamfund i indsatsen for vores klima og miljø. Klimapagten fokuserer på at udbrede kendskabet til og støtte indsatsen med det formål at forene kræfterne og sammen udvikle og gennemføre både store og små klimaløsninger.
Besøg webstedet for at få mere at vide!
RU's rolle
RU arbejder aktivt sammen med Kommissionen om at sikre klimapagtens succes. Inden for rammerne af initiativet vedrørende modstandsdygtighed bakker RU op om indkaldelsen af ansøgninger om at blive RU's ambassadører for klimapagten – en rolle, der giver medlemmerne mulighed for aktivt at fremme grønne politikker i deres lokalområder gennem kommunikationsaktiviteter og bedste praksis. Ambassadørerne giver regelmæssigt feedback om, hvordan EU's politikker fungerer i praksis, og bidrager til at styrke koordineringen mellem det lokale, nationale og europæiske niveau.
Opgaverne for RU's klimapagtambassadører
Når RU's medlemmer er blevet udvalgt, bliver de en del af netværket for ambassadører for klimapagten, som forvaltes af Kommissionen. De anerkendes som ambassadører, deres klimaindsats bliver synlig på pagtens websted, og de får adgang til en række kommunikationsværktøjer (der stilles en kommunikationsværktøjskasse til rådighed). De bliver klimaforkæmpere og kommer til at tale ved internationale arrangementer og tilskynde byer og regioner til at blive frontløbere i gennemførelsen af europæiske klima- og energipolitikker ved at afholde arrangementer om klimapagten på lokalt plan.
Klimapagtambassadørerne spiller en vigtig rolle, når det gælder om at øge borgernes deltagelse i udformningen af Europas fremtid. Debatterne om et grønt, rent og retfærdigt Europa, som afholdes inden for rammerne af den europæiske klimapagt, vil derfor indgå i drøftelserne om at opbygge en klimaneutral og modstandsdygtig fremtid. RU's medlemmer kan finde flere oplysninger om, hvordan man bliver klimapagtambassadør på EU's officielle websted.