Portugal
Vasco ALVES CORDEIRO
Medlem
Member of the Regional Assembly of the Azores
Boliger og social infrastruktur er blandt investeringsprioriteterne
Under Regionsudvalgets plenardebat med formanden for Den Europæiske Investeringsbank-Gruppe (EIB-Gruppen), Nadia Calviño, fornyede de to institutioner deres fælles mål om at fremme konvergens og økonomisk vækst i alle EU's regioner, både i byområder og landdistrikter, med en særlig indsats for at støtte økonomisk overkommelige boliger og social infrastruktur.
Forbedring af regionernes og byernes adgang til finansiering og forbedring af kvaliteten af lokale investeringer har været centrale mål for det fælles arbejde, som Det Europæiske Regionsudvalg (RU) og EIB-Gruppen har udført i de seneste år, også takket være en fælles handlingsplan, der blev fornyet i februar.
De lokale og regionale ledere glædede sig over EIB-Gruppens øgede tilsagn om at hjælpe byer og regioner med at lykkes i deres grønne og retfærdige omstilling og deres bestræbelser på at øge konkurrenceevnen. Samtidig blev uddannelse, sundhedsfaciliteter og boliger centrale investeringsprioriteter for både Den Europæiske Unions Bank og kommunerne.
Boliger vil være særligt relevante i det nye EU-mandat efter meddelelsen fra Europa-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, om en europæisk plan for økonomisk overkommelige boliger. RU og EIB er rede til at intensivere samarbejdet på dette område.
Regionsudvalgetsformand, Vasco Alves Cordeiro, udtaler: "Meden fornyet aftale, der blev undertegnet i februar, har Det Europæiske Regionsudvalg og Den Europæiske Investeringsbank styrket deres samarbejde i de europæiske lokalsamfunds interesse. De mange udfordringer, som EU står over for, såsom den grønne og den digitale omstilling og investeringer i social infrastruktur, kræver et stærkere partnerskab og tæt inddragelse af regioner og byer. Navnlig den fornyede opmærksomhed på boliger på europæisk plan betyder, at det fælles arbejde mellem Regionsudvalget og EIB sandsynligvis vil være endnu mere afgørende i de kommende år."
Sidste år gik næsten halvdelen af EIB-Gruppens finansiering — 36 mia. EUR — i EU til mindre udviklede regioner og overgangsregioner.
"EIB-Gruppen er fast besluttet på at støtte projekter, der forbedrer levevilkårene i hver eneste region og i byer i hele Unionen, fra Valletta til Riga, og sikre, at ingen lades i stikken", sagde formand Nadia Calviño. "De europæiske borgere har brug for tillid til, at de kan få adgang til lige muligheder, uanset hvor de bor, arbejder eller studerer. EIB-Gruppens strategiske prioritet for 2024-2027 er at bidrage til en moderne samhørighedspolitik sammen med vores lokale og regionale partnere."
Portugal
Medlem
Member of the Regional Assembly of the Azores