Vores mål
RU sigter mod at styrke forbindelsen mellem EU og borgerne ved at give de lokale og regionale myndigheder bedre muligheder for at reagere på reelle behov i lokalsamfundet. Ved at styrke de demokratiske institutioner på lokalt niveau bidrager vi til at opbygge tillid til EU, fremme aktivt medborgerskab og sikre, at politikkerne afspejler mangfoldigheden i Europas regioner.
De lokale og regionale myndigheder befinder sig i en enestående position, når det handler om at opfylde borgernes skiftende behov og samtidig beskytte det lokale demokrati, fremme ligestilling mellem kønnene i alle EU's politikker og arbejde for øget inddragelse af de unge.
Vores vigtigste prioriteter omfatter spørgsmål inden for følgende fire emner:
Lokalt demokrati
For at sikre en repræsentativ Europæisk Union, hvor borgerne kan gøre deres indflydelse gældende, er det afgørende at styrke de lokale og regionale myndigheders evne til at imødegå trusler mod demokratiet og slå bro over kløften mellem EU og borgerne.
RU's medlemmer afholder lokale dialoger om EU for at komme i direkte kontakt med borgerne og drøfte, hvordan EU's politikker kan omsættes til lokale tiltag. Hvert år afholdes der mere end 20 lokale dialoger med det formål at inddrage tusindvis af borgere fra alle hjørner af EU. RU støtter sine medlemmer i at nå ud til borgerne ved at sikre, at de har adgang til de mest relevante metoder for deltagelsesdemokrati.
Gennem initiativer såsom EU-Netværket for lokalpolitikere bidrager RU til at bringe EU tættere på borgerne. Netværket er åbent for lokale og regionale folkevalgte fra hele EU, som forpligter sig til at delagtiggøre deres vælgere i, hvad EU gør for dem, og tilskynde borgerne til at engagere sig i det europæiske projekt.
RU fremhæver betydningen af at styrke det lokale demokrati, både i EU og i nabolandene. Dialogen mellem RU og udvidelseslandene foregår gennem blandede rådgivende udvalg og arbejdsgrupper, som skaber en sammenhængende og stabil form for samarbejde med de lokale og regionale myndigheder i de lande, som ønsker at blive medlem af EU.
Unge
Når unge kan deltage aktivt, og når de får mulighed for at lære noget og gøre et stykke arbejde, skaber det bedre betingelser for økonomisk og social udvikling. Inden for rammerne af det europæiske ungdomsår og konferencen om Europas fremtid har RU samarbejdet med Det Europæiske Ungdomsforum, og sammen har vi skabt et Charter om unge og demokrati. Chartret udstikker kursen mod opbygning af et mere ungdomsvenligt demokratisk rum, der skal sikre, at de unges synspunkter repræsenteres formelt i EU, både løbende og på permanent vis.
RU fremmer også effektiv inddragelse af unge i lokal og regional politik. Netværket af unge folkevalgte politikere, der så dagens lys i 2019, har udviklet sig til et flagskibsinitiativ for meningsfuld inddragelse af unge. Netværket omfatter mere end 1.000 unge folkevalgte politikere, som det giver muligheden for at være en del af EU's beslutningsproces og bygge bro over kløften mellem EU og borgerne.
Ligestilling mellem mænd og kvinder
Ligestilling mellem kønnene er en central prioritet for RU i 2025-2030. RU samarbejder med lokale og regionale ledere med det mål at omsætte EU's forpligtelser til reelle forandringer i form af lige løn, bedre børnepasning, sundhedspleje af høj kvalitet, balance mellem arbejdsliv og privatliv og rimelige jobmuligheder for alle. RU's engagement i disse mål kommer til udtryk i en handlingsplan, som fremmer ligestilling mellem kønnene i udvalgets aktiviteter, initiativer og netværk.
Initiativer som Flere kvinder i politik udgør en vigtig hjørnesten for RU på vejen mod reelle fremskridt med hensyn til disse mærkesager. Initiativet arbejder for bedre kønsbalance i politik på alle forvaltningsniveauer, også på lokalt og regionalt plan. Fuld politisk deltagelse blandt kvinder, både som borgere og i offentlige embeder, er afgørende for et stærkt demokrati, god forvaltning og effektiv beslutningstagning.
Demografiske forandringer
Demografiske forandringer – i form af en aldrende befolkning, hjerneflugt og faldende befolkningstal – forværrer ulighederne mellem regionerne og er en trussel mod samhørigheden. Samhørighedspolitikken spiller en central rolle med hensyn til at løse disse udfordringer ved at støtte ugunstigt stillede områder, fremme familievenlige politikker og politikker, der tilgodeser alle generationer, samt udtænke intelligente og bæredygtige løsninger. Dette omfatter forbedring af lokale tjenester, job og infrastruktur for at hjælpe folk med at blive boende i deres regioner eller vende tilbage til dem.