Pressemeddelelse

Regioner og byer lægger byggestenene til en reformeret samhørighedspolitik efter 2027

På denne side

  • Konstitutionelle og institutionelle anliggender
  • Reform af samhørighedspolitikken
  • Grænseoverskridende og territorialt samarbejde
  • Europæiske struktur- og investeringsfonde
  • Energiomstilling
  • Den flerårige finansielle ramme (FFR)
  • Territorial samhørighed
  • Demografiske ændringer
  • Social beskyttelse
  • President

Lokale og regionale ledere fremsatte deres vigtigste ønsker til en EU-regionalpolitik, der er mere fleksibel, robust og inkluderende for alle områder i det kommende årti.

Lige inden medlemsstaterne vedtager deres konklusioner om samhørighedspolitikkens fremtid, opfordrer regioner og byer kraftigt regeringerne i EU og Kommissionen til at anerkende denne politiks helt afgørende betydning for at udrydde territoriale forskelle, fremme den digitale og den grønne omstilling og forsvare europæiske demokratiske værdier i alle regioner. Forslagene til reform af samhørighedspolitikken efter 2027 er formuleret i en udtalelse, der blev enstemmigt vedtaget den 29. november på plenarforsamlingen i Det Europæiske Regionsudvalg (RU), og som er udarbejdet af forsamlingens formand, Vasco Alves Cordeiro, og formanden for COTER-underudvalget, Emil Boc.

Debatten om, hvordan samhørighedspolitikken bør reformeres efter den nuværende EU-budgetperiode 2021-2027, er ved at tage fart. EU-institutionerne er i gang med at vurdere samhørighedspolitikkens indvirkning og resultater i forbindelse med håndteringen af de seneste kriser og med hensyn til at sætte skub i den grønne og den digitale omstilling. RU, som repræsenterer mere end én million folkevalgte lokale og regionale politikere, fremsætter centrale ønsker til omlægningen af en politik, der udgør en tredjedel af EU-budgettet og fortsat bør prioriteres som en grundsten for den økonomiske, sociale og territoriale udvikling i alle områder i EU.

Til håndteringen af ekstraordinære kriser og klimakatastrofer såsom oversvømmelser og naturbrande foreslår de lokale og regionale ledere, at der oprettes en mekanisme, som kan aktiveres på lokalt og regionalt plan. En sådan ny mekanisme vil på den ene side gøre det muligt at bruge midlerne mere fleksibelt i den slags situationer, og på den anden side vil man undgåhele tiden at skulle revidere de operationelle programmer, sådan som det var tilfældet adskillige gange i perioden fra 2014 til 2020. Der vil således blive sikkerhed for langsigtede investeringer.

Regioner og byer efterlyser også en "europæisk partnerskabspagt", hvori der fastlægges ét sæt regler og mål for alle fonde med delt forvaltning, og som samtidig sikrer sammenhæng og forenkling. Pagten skal også omfatte Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) samt nye instrumenter, der er underlagt hybrid forvaltning som f.eks. den – endnu ikke iværksatte – sociale klimafond.

Andre vigtige politiske ønsker

  • Alle europæiske regioner bør fortsat være støtteberettigede fremover.
  • Modellen med delt forvaltning, flerniveauforvaltning og partnerskabsprincippet bør bibeholdes som vejledende principper for samhørighedspolitikken efter 2027.
  • Indstilling af støtte fra de samhørighedspolitiske fonde som konsekvens af, at de nationale regeringer overtræder EU's finanspolitiske regler (makroøkonomiske betingelser), bør afskaffes. Langsigtede investeringer må ikke tages som gidsler for nationale beslutninger.
  • De nationale og regionale investeringer, der er nødvendige til projekter, der samfinansieres med EU-midler fra samhørighedspolitikken, bør undtages fra beregningen af udgifter – og dermed fra gælden – inden for rammerne af EU's finanspolitiske regler.
  • Målet om territorial samhørighed skal være bindende for alle EU-politikker (princippet om ikke at skade samhørigheden).
  • Finansieringsstrukturen bør samlet set forenkles for at komme de mange investeringsværktøjer til livs, som direkte eller indirekte er beregnet til samhørighed.

Citater

Det Europæiske Regionsudvalgs formand og medordfører for udtalelsen, Vasco Alves Cordeiro (PT/PES), sagde: "Samhørighedspolitikken, som vi kender den, kan ikke overleve i sin nuværende form. Som talerør for lokale og regionale repræsentanter fremlægger Regionsudvalget i dag et klart forslag om at modernisere politikken for at gøre den stærkere og bedre rustet til at tackle nye udfordringer og voksende uligheder. Der er mange derude, som er skeptiske over for samhørighedspolitikken. Til dem siger vi, at Den Europæiske Union ikke kan overleve uden. Med en ambitiøs reform, fleksibilitet, partnerskab og forenkling kan samhørighedspolitikken fortsat spille en rolle som en langsigtet forandrings- og strukturpolitik."

Emil Boc (RO/EPP), formand for RU's Underudvalg for Territorial Samhørighed og EU's budget (COTER), borgmester i Cluj-Napoca, tidligere premierminister i Rumænien og medordfører for udtalelsen, sagde: "Regioner og byer er barometeret for borgernes behov, og vores borgere ønsker at leve på en ny måde, som er renere, inkluderende og hjulpet frem af de teknologiske fremskridt, og hvor de som det allervigtigste er lykkelige og kan realisere deres drømme. Den fremtidige samhørighedspolitik er nøglen til et bedre Europa. Flerniveauforvaltning og delt forvaltning, styrkelse af partnerskabsprincippet og behovet for at implementere princippet om ikke at skade samhørigheden inden for alle områder af EU-budgettet og i alle EU-politikker er afgørende for, om den fremtidige samhørighedspolitik bliver en succes."

De næste skridt

Udtalelsen vil nu blive offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende og fremsendt til medlemmerne af Europa-Parlamentet, de relevante EU-kommissærer og repræsentanter for de 27 medlemsstater.

Den 4. december forventes Europa-Parlamentets Økonomi- og Valutaudvalg (ECON) at stemme om et udkast til betænkning, der – hvis det får opbakning fra MEP'erne – vil ligge på linje med RU's ønske om at undtage investeringer i projekter, der samfinansieres med samhørighedsmidler, fra udgiftsberegningen inden for rammerne af den reformerede stabilitets- og vækstpagt.

Flere oplysninger

Udtalelsen blev vedtaget af RU's medlemmer efter en debat med Elisa Ferreira, EU-kommissær for samhørighed og reformer, Mercedes Caballero Fernández, Spaniens generalsekretær med ansvar for EU-fonde på vegne af det roterende formandskab for Rådet for Den Europæiske Union, Younous Omarjee, formand for Europa-Parlamentets Regionaludviklingsudvalg, og Elio Di Rupo (BE/PES), ministerpræsident for regionen Vallonien og tidligere premierminister i Belgien, som vil lede møderne mellem ministrene med ansvar for samhørighed under det kommende belgiske rådsformandskab i første halvår af 2024.

Sammen med de førende europæiske sammenslutninger af byer og regioner er RU medstifter af #CohesionAlliance, der har til formål at fremme samhørighed som en af Den Europæiske Unions grundlæggende værdier og et centralt mål for alle dens politikker og investeringer.

Faktablad om udtalelsens indhold (EN)

Udtalelsen

Gense plenardebatten

Video om samhørighedspolitikken med eksempler på god regional praksis fra Frankrig (Korsika), Italien (Novara), Polen (Łódź), Ungarn (Budapest), Finland (Turku) og Belgien (Mechelen) (EN)

Kontaktpersoner:

Monica Tiberi – talsperson for formanden

Tlf.: +32 479 51 74 43

monica.tiberi@cor.europa.eu

Matteo Miglietta

Tlf.: +32 470 89 53 82

matteo.miglietta@cor.europa.eu