Alliancen af bilproducerende regioner

For en retfærdig og vellykket omstilling i Europas bilproducerende regioner! Alliancen af bilproducerende regioner er et politisk netværk af regioner og klyngeorganisationer, der er engageret i en vellykket omstilling af den europæiske bil- og underleverandørindustri.

Rido / Adobe stock.com

På denne side

Alliancen af bilproducerende regioner er et politisk netværk af regioner og klyngeorganisationer, der er engageret i en vellykket omstilling af den europæiske bil- og underleverandørindustri. Alliancen er oprettet på Det Europæiske Regionsudvalgs initiativ. Den har til formål at samle regioner og klyngeorganisationer med en stærk bil- og underleverandørsektor, der ønsker at spille en aktiv rolle i dekarboniseringen af transportsektoren og bidrage til målene i den europæiske grønne pagt, og samtidig styrke de regionale industrielle økosystemer og værdiskabelsen samt sikre økonomisk og social samhørighed i alle de europæiske regioner, der er berørt af omstillingen. En af alliancens vigtigste partnere er RU's interregionale gruppe Bilindustriens fremtid, som har været aktiv på området siden 2009. Det vil især være op til den interregionale gruppe om bilindustriens fremtid at facilitere alliancens fremtidige samarbejde og tiltag.

Vores mål

Alliancen af bilproducerende regioner arbejder på at sikre, at der i forbindelse med den bæredygtige omstilling af vejtransportsektoren og bilindustrien i EU ikke er nogen, der bliver ladt i stikken.

Alliancen efterlyser handling fra EU's side for at opnå følgende:

  1. Hurtigst mulig at få oprettet en europæisk mekanisme til støtte for en retfærdig og vellykket omstilling i Europas bil- og forsyningsindustriregioner, bl.a. ved at indføre flere særlige budgetposter i de forskellige europæiske fonde og programmer.
  2. At udarbejde en detaljeret territorial konsekvensanalyse (på regionalt niveau) af virkningerne af omstillingen i bilsektoren som udgangspunkt for rammen for en retfærdig omstilling, herunder en detaljeret kortlægning af konsekvenserne for den regionale vækst og beskæftigelse.
  3. At håndtere de fælles udfordringer og muligheder, som regioner og SMV'er står over for, når det gælder bilindustriens forsyningskæde, som især vil blive berørt af omstillingen af drivlinjen.
  4. At støtte omskoling og opkvalificering af den (regionale) arbejdsstyrke for at undgå tab af arbejdspladser i vores regioner. Vi er nødt til at overvåge udbuddet af og efterspørgslen efter relevante færdigheder og foregribe fremtidige krav i tæt samarbejde med den EU-dækkende ramme for Pagten for færdigheder og navnlig med alliancen for færdigheder i bilindustrien.
  5. At videreudvikle en stærk forskningsramme for industriel omstilling og innovation i den europæiske bilindustri, så man øger robustheden i forsyningskæden for strategiske og kritiske råstoffer.
  6. At skabe fleksibilitet i retningslinjerne for statsstøtte (herunder gruppefritagelsesforordningen), så bilregionerne kan styre og håndtere omstillingen og undgå negative virkninger. Der bør også sikres støtteforanstaltninger for lokale og regionale myndigheder med henblik på at fremskynde udbredelsen af innovative teknologier gennem offentlige indkøb.
  7. At støtte regionerne i at etablere offentligt tilgængelige ladestandere og tankstationer med henblik på at fremme udbredelsen af elektriske køretøjer og køretøjer, som anvender alternative lav- og nulemissionsbrændstoffer. Det er afgørende for den territoriale og sociale samhørighed, at disse stationer er til rådighed i alle regioner, og at de er interoperable på tværs af grænserne.
  8. At sætte fokus i de tilgængelige offentlige og private investeringsfonde på de forskellige teknologiske løsninger (f.eks. elektrificering, brintteknologier og syntetiske brændstoffer) for at sikre den europæiske bilindustris konkurrenceevne og innovation.
  9. At anvende en tilgang med flerniveaustyring og partnerskab til denne omstilling med henblik på hensigtsmæssig og effektiv politisk planlægning, budgetmæssige foranstaltninger og dialog med alle interessenter og offentlige myndigheder på alle niveauer, herunder Kommissionen, Rådet og Europa-Parlamentet.
  10. At støtte alliancen som den vigtigste åbne platform for koordinering mellem bilproducerende regioner og regioner med forsyningsindustri, så de kan arbejde sammen på regionalt, nationalt og europæisk plan og indgå i et tæt samarbejde med eksisterende initiativer, og omstillingen kan lykkes. ​​

Forvaltningsstruktur

Formandsregion: Grand-Est

Medformandsregioner: ​Bayern og Baskerlandet

Alliancens arbejde ledes af de formands- og medformandsregioner, der repræsenterer alliancen på politisk plan, og som står for alliancens årlige konference – hvor alliancens årlige erklæring vedtages.

Medlemskab af alliancen af bilproducerende regioner er åbent for alle medlemmer af eller repræsentanter for regionale myndigheder, også fra regioner, der ikke har medlemmer i RU. Derudover kan klyngeorganisationer, der er aktive i bilindustrien, og nationale repræsentanter fra medlemsstater uden en stærk subnational repræsentation tilslutte sig med partnerstatus.

Alle medlemmer er repræsenteret på arbejdsniveau i alliancens sherpagruppe. Formanden for Det Europæiske Regionsudvalgs COTER-underudvalg er RU's politiske repræsentant i alliancen, mens det tekniske sekretariat varetages af RU.

Multimedier

Dokumenter

Følg os

#AutomotiveRegionsAlliance